Benjamins historie – forskel på livet

Dengang da jeg var lille, vidste jeg ikke, hvad livet var eller betød. Så jeg havde ingen lyst til livet, mit indre var et stort tomrum. Jeg havde ingen livsglæde! Mine forældre var ikke ligefrem til stor hjælp i mit liv, fordi de begge to er alkoholikere. Så de var ikke tilstede mentalt, hvilket betød, at jeg ikke fik hjælp til så meget, som fx at skole, lave lektier, stå op om morgenen, gå i seng til tiden osv.

På den måde var der meget omsorgssvigt i mit liv, fordi der ikke var den hjælp, som jeg havde brug for. Alle mine venner - som jeg troede var mine venner på det tidspunkt - var ikke ligefrem det bedste miljø at være i. Mange af dem lavede butikstyveri eller hærværk, hvilket førte til, at jeg også gjorde mange ting, som jeg ikke ligefrem er stolt af den dag i dag.

Jeg er blev truet meget af mine venner, som fik mig til en masse ting. Jeg var på mange måder en medløber, som var rigtig dårligt for mig. Eftersom jeg ikke kunne komme ud med mine frustrationer, begravede jeg dem inde i mig selv, hvilket førte til en aggressiv side.

Jeg sparkede og slog på de andre børn i skolen, uden de havde gjort mig noget. Det var meget foruroligende for de voksne, fordi de ikke var klar over, hvad der var galt. Jeg blev sendt til psykolog, uden jeg rigtig vidste, at jeg gik til psykolog. Herefter kontaktede de kommunen, som besluttede at få mig anbragt.

Da jeg skulle anbringes, vidste jeg ingenting, fordi min mor aldrig fortalte mig, at jeg skulle anbringes. Jeg husker dagen, som var det i går. Der kom tre personer - to personer fra Solstrålen og en fra kommunen, hvor jeg for første gang fik en forklaring. Jeg blev selvfølgelig sur på dem, da jeg ingenting vidste. Og jeg var sur på min mor, fordi hun ikke havde fortalt mig det.

Jeg blev kørt til Solstrålen, og mit nye liv var begyndt. På Solstrålen fik jeg den hjælp, som jeg havde brug for, selvom jeg gjorde det til en svær opgave for personalet. Jeg mente absolut ikke, at jeg havde brug for hjælp, og der var ingen der skulle rette på mig.

Det tomrum jeg havde, blev lige så langsom fyldt med glæde. Jeg begyndte at passe min skole og mine daglige pligter på Solstrålen. Efter mange år med pligter og orden i mit liv, begyndte jeg at blive et meget bedre menneske, hvilket har ført til den person, jeg er i dag. En person der ikke er bange for at sige sin mening. Jeg kan nu ligge mit liv i andres hænder, fordi jeg har lært at stole på folk. Jeg kan være hjælpsom overfor andre. Hvis nogen har problemer, er jeg typisk den person, folk kommer til for at tale med og for at få svar.

Det at bo på Solstrålen har gjort et kæmpe indryk på mig, mest fordi Solstrålen er meget hjemlig og fordi personalet altid er imødekommende. Når man bor på Solstrålen, føler man ikke, at man bor på en institution eller et opholdssted, men at man bor i et hjem, hvor der er den hjælp, man har behov for til at komme videre i livet. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre sted at være, fordi man ikke ser pædagogerne som pædagoger men som personer, der er glad for en og som vil en det bedste. Det er også en af grundene til, at jeg er blevet boende på Solstrålen, efter jeg er fyldt 18 år. Det er godt, at jeg stadig kan få hjælp til at lave lektier, og at der er nogen, der lige siger til mig, at jeg lige må komme i gang.

Når man bor på Solstrålen, har man som sagt muligheden for at koncentrere sig omkring det, der ligger forud. Jeg kan fx koncentrere mig om at få en uddannelse, så jeg kan få et godt voksenliv. I foråret 2018 bestod jeg grundforløbet på pau-uddannelsen. I august 2018 startede jeg på pau-uddannelsen, hvor jeg er ansat ved Haderslev kommune. Jeg er nu i gang med at realisere min drøm om et selvforsynende voksenliv, hvilket jeg er glad og stolt over.

Benjamin Valentin Henriksen har boet på Solstrålen siden september 2009