Oplevelse af sammenhæng

Børn, der er opvokset under følelsesmæssige belastende forhold er ofte mere sårbare overfor stress og modgang sammenlignet med børn, der er opvokset under tilstrækkelige gode forhold.

Solstrålen er foruden miljøterapien også inspireret af Antonovskys teori om Oplevelsen af sammenhæng (OAS), da børn med en stærk oplevelse af sammenhæng ifølge Antonovsky er bedre til at mestre og håndtere stress og modgang. En stærk oplevelse af sammenhæng opnås ifølge Antonovsky ved, at barnets hverdag er begribelig, håndterbar og meningsfuld.

På Solstrålen arbejder vi med begribelighed i form af forudsigelige og tydelige rammer. Strukturen i hverdagen er overordnet ens for alle dagene, hvorimod weekend strukturen er mere flydende og fleksibel, og hvor der er mulighed for at tage på længere ture ud af huset i både større og mindre grupper. Overordnet ser hverdagens struktur ud som følgende:

6.30 – 8.00

Børnene står op på skift, får morgenmad og gør sig klar til skole. Børnene tager herefter i skole.

14.00 – 15.00

Børnene kommer hjem fra skole. Personalet serverer frugt og boller og der laves aftaler med det enkelte barn for resten af dagen.

15.00 – 17.00

Barnet indgår i dagens aktiviteter. Enten i form af fri leg, fritidsaktiviteter, indkøb, madlavning eller ture ud af huset.

17.00 -18.00

Barnet har stilletime, hvor det opholder sig på værelset, hvor der laves lektier sammen med et personale, hvis der er behov for det.

18.00 - 19.00

Hele huset spiser aftensmad sammen. Her laver vi igen aftaler med børne i forhold til resten af aftenen.

19.00 – 21.00

Aftenerne på Solstrålen giver ofte rig mulighed for, at et barn kan få en særlig 1-1 tid sammen med en pædagog. Der er desuden mulighed for spil og andre aktiviteter i fællesstuen. Om sommeren benytter vi os meget af udendørs aktiviteter i haven eller tager på tur til en nærliggende campingplads, hvor der er hoppeborg, legeplads, fodboldbane mv.

21.00

Vi siger godnat, og alle børnene går på deres værelser. Hvis barnet har en mobil telefon, tablet eller computer afleveres disse, hvis barnet er under 15 år. Dette med henblik på at sikre, at barnet får optimale søvnbetingelser og ikke bliver forstyrret af telefoner mv.

For at optimere barnets håndgribelighed arbejder vi i teams på Solstrålen. Det betyder, at den enkelte medarbejder arbejder på faste ugedage og altid arbejder sammen med faste kollegaer. Vi oplever, at børnene finder stor tryghed i, at de altid ved hvilket personale, der er på arbejde på alle ugens dage.

Det er væsentligt for barnets psykiske udvikling, at det oplever at kunne håndtere sin hverdag. På Solstrålen arbejder vi med håndterbarhed på flere niveauer. Håndterbarhed gør sig særligt gældende i forhold til de krav og forventninger, som vi har til barnet. Dvs. at barnet præsenteres for krav, som matcher dets ressourcer og udviklingsniveau, hvorigennem barnet oplever håndgribelighed. Barnets oplevelse af håndgribelighed og mestring vil ydermere styrke barnets selvværd og selvtillid. Kravene skal have et udviklende formål, hvorfor kravene ikke må frustrere barnet unødigt.

Et barn, der er opvokset under følelsmæssige belastende forhold, har ofte ikke haft ro til psykisk udvikling, hvorfor det ofte er understimuleret og ikke alderssvarende sammenlignet med jævnaldrende. Barnet har derfor brug for stimuli, der kan fremme dets udvikling i positiv retning.

Vi tilstræber derfor, at barnet har en stimulerende og meningsfuld hverdag, hvor igennem barnet kan tilegne sig en større omverdensbevidsthed. Der er derfor en værdi, at barnet har en fritidsaktivitet, hvor det kan spejle sig i jævnaldrende, som det ikke bor sammen med eller går i skole med. Derudover bliver barnet inddraget i praktiske hverdagsgøremål såsom at hjælpe med at handle ind, lave mad, rydde op på værelset osv.

Et barn, der vokser op i et omsorgssvigtende miljø, oplever ofte, at dets tilværelse ikke er meningsfuld, da barnet primært fokusere på at være stærk og overleve i det svigtende miljø. Det er således essentielt, at barnet oplever meningsfuldhed i sin tilværelse for at fremme dets udvikling og trivsel. Som metode hertil er vi inspireret af Antonovsky teori (OAS), der understreger vigtigheden af, at det enkelte barn inddrages, og dermed er aktiv medspiller i forhold til sin tilværelse. Det er derfor centralt i vores pædagogiske arbejde, at vi giver barnet med- og selvbestemmelse i det omfang barnets udvikling og ressourcer tillader det, da vi tror på, at barnet igennem inddragelse og dialog oplever en mere meningsfuld tilværelse.